Powered By Blogger

lørdag den 23. februar 2013

19. til 24. februar 2013




Så er nedtællingen gået i gang, og det er vi selvfølgelig kede af, men vejret har ligesom også vendt sig til, overskyet og blæsevejr og temperaturen er faldet til 20 grader, og det er som om at vorherre hjælper med at omstille os til danske forhold. Det ser ikke ud til at det bliver så slemt som sidste år, da var vi udsat for en temp. forskel på 40 grader, fra +22 grader her til -18 grader i Billund.
Men tirsdag var god med sol hele dagen, vi skal ikke klage der har i det store hele været et fantastisk vejr her i Las America i hele ferien. 

Bravo Tour har en del gæster her på Barranco, så vi fik lige kapret deres guide, og fik tiltusket os et par billetter til en ø-rundtur på La Gomera. En af de små Canarieøer, næsten rund, den måler 23 x 25 km. Højeste punkt på midten er omkring 1400 meter. Set fra oven ligner øen et cykelhjul, hvor dybe kløfter stråler fra midten, ud mod kysten hele vejen rundt.

Så fredag morgen kl. 8 blev vi hentet i bus, og blev kørt til Los Christianos og så om bord på Fred. Olsen lines katamaran med kurs mod San Sebastian som er hovedbyen på La Gomera, hvor 17.000 af de i alt 23.000 indbyggere bor.


Vi blev guidet af en dygtig lokalguide, på Prins Henrik dansk, en spanier med en spansk far og en dansk mor, han har gået i skole i Nordsjælland og så siden flyttede de til Spanien. Han vil så gerne holde det danske sprog vedlige, hvilket han jo gør, når han kører rundt med os danskere, og hører lidt nyt fra Danmark.



Det var en fantastisk tur, at opleve denne spændende ø, som er helt unik i forhold til hvad vi tidligere har set på Tenerife, Gran Canaria og Lanzarote. Vi fik en grundig orientering om øens historie og specielle fauna. Guiden fortalte at der findes 133 blomster og træarter som kun findes naturligt på La Gomera.


Vi blev guidet rundt i øens store nationalpark der ligger midt på øen, i bus og til fods hvor bl.a. Europas sidste urskov befinder sig. Det var lidt køligt oppe i højderne, pga. passatvinden som huserer her, og som gør det hele fugtigt og meget frodigt.


Indregnet i billetten var der et restaurantbesøg på Las Rosas med en treretters menu med alt det lokale vin vi kunne drikke, det virkede meget turistet, men vi blev godt taget imod. Først fik vi en noget smagsløs suppe i en rødlig farve, så fik vi en portionsanretning med enten kylling eller fisk og ris med lidt ærter i og en skål kartofler, til dessert fik vi en tallerken med en hel banan med skræl og en lille is vi selv skulle pille ud af plastbøtten. Det var virkelig turistet, for vi kunne se at der udenfor holdt nye fulde busser der var klar til samme besøg. 



Det helt særlige ved dette besøg var at vi fik en prøve på deres fløjtesprog, en gammel kommunikationsmetode de brugte i meget gamle dage og helt frem til 50erne, dengang der ingen veje var i bjergene, og der var langt mellem husene, en af de unge tjenere kom ind til os og han og guiden lavede et lille show for os, hvor han spurgte os hvad han skulle sige/fløjte. Som bevis skulle vi bytte rundt på nogle af vores briller/smykker og så kaldte han på en anden tjener selvfølgelig på fløjtesproget og så med fløjt skulle han fortælle hvis der var hvis af tingene, det var meget skægt at opleve. De er meget stolte af denne gamle tradition, så det er blevet indlagt i undervisningen, at børnene lærer det i skolen.


Sidste del af turen gik til San Sebastian hovedstaden, her havde vi lige en time inden færgeafgang, vi var trætte og tørstige, så vi landede i gågaden og fandt en lille beværtning i det dejlige solskin, og fik stillet tørsten, men San Sebastian vil vi give et besøg næste gang vi kommer til Tenerife, der var meget vi gerne ville se nærmere på.
Vi har haft en skøn skøn dag, det var alle penge værd, 57 euro.

Vi takker nu af for 6 dejlige uger på denne vidunderlige ø, og vi kommer tilbage næste år, hvis alt er vel. Og så en tak til alle jer som har fulgt med i vores oplevelser på bloggen.

Nu har vi kun tilbage at håbe på hjælp fra en Islandsk vulkan eller Ryan Air har overbooket……

mandag den 18. februar 2013

11. – 18. Februar 2013




Så kom vi til det karneval i hovedstaden Santa Cruz, det var en fantastisk oplevelse.
Det er det 2. største i hele verden har vi fået at vide, paraden startede kl. 16 og var ikke slut endnu ved 2030 tiden og det hele blev afsluttet med et kæmpe fyrværkeri ved havnen.
Vi kunne se at dette karneval er en familieoplevelse, hvor hele familier deltager og er klædt ud i de mest fantasifulde udklædninger fra baby i barnevogn eller klapvogn til gamle søde bedsteforældre. De billeder vi har lagt ind taler for sig selv.



Da der blev mørkt kom de store flotte dekorerede lastbiler i de mest fantasifulde stilarter med fuld musik og dans og der blev smidt masser af karameller ud til publikum, der sad på klapstole i flere rækker på begge sider af paradegaden.



Flot, flot, flot og noget der var værd at bemærke, var at der bagefter ikke flød med affald, øldåser, barne- og trækvognslig o. lign. Paradegaden var næsten lige så pæn og ren da optoget var overstået, det var næsten kun karamelpapir der var til fejemanden. Ej heller noget koncentreret druk, vi så nogle enkelte ungersvende med en flaske Johnny Walker og en 1½ l. cola, det var alt.




Senere på aftenen var der linet op til den helt store fest i byens flotte og pyntede gader, med store scener på torve og pladser, der osede af karnevals stemning, men det nåede vi ikke at få med, da vi var afhængige af en bus, der skulle køre os retur til Las Americas. 




Næste år ta’r vi sku en overnatning deroppe for at få det hele med. Det så ud til, at de skulle til at have det rigtig sjovt…., og vi vil jo så nødigt gå glip af noget.
Jeg har før skrevet om de billige øl hernede, så det var lidt af en overraskelse da vi måtte slippe 20€ for 2 øl i plastkrus. Godt nok var der 75 cl. Men alligevel.

Så blev det torsdag den 14. februar og kan man komme til Tenerife uden at blive trukket ind i alt det Valentines Day halløj, nej det kan man ikke, og det har de søde skøre englændere sørget for, vi skulle komme ned på den engelske rose kl. 20 og der havde så den herlige barmutter sørget for tapas , røde balloner og andet hygge til alle, så det blev en festlig  aften blandt gode venner.

 En vammel turist!

Tøserne på Jade's Bar - Sue & Kate

Fredagens promenadetur. Det er så vidunderligt at gå på strandpromenaden, især når der er rigtig gang i bølgerne, den fornemmelse af smagen af salt man får i munden og på læberne når det bruser rigtig meget i brændingen så det dugregner ind over strandpromenaden og havet dufter vidunderligt samtidigt.

Så blev det søndag, og turen gik til Los Christianos, her skulle vi så have afsluttet vores markedsindkøb for denne gang, bagefter gik vi den dejlige tur hele vejen til Las Americas, og tro mig på turen så vi noget vi troede var løgn, helt fuldstændig uladsiggørligt, det syn der mødte os var virkelig et tilløbs stykke. 

Der sad en ung mand indisk lignende i farvestrålende løstsiddende tøj, som i trance på et tæppe med en stok løftet i hans højre hånd, han sad helt stille, ovenpå ham med LUFT imellem sad en anden ung mand, og holdt ved stokken i den fri luft, det kan man altså bare ikke, men jo de sad helt stille der og pengene klingede i kassen skal jeg love for, se bare billedet, det ser da helt umuligt ud men fantastisk, vi mener at der er noget der hedder tyngdeloven, selv om vi blev der længe blev de bare ved med at sidde der!!!!!!!!


Underlige tingester der gror hernede ;-)



mandag den 11. februar 2013

04. – 11. Februar 2013





Dette billede tog vi sidste år, og synes at øllerne var billige på Tenerife. Vi havde nok forventet at de var steget lidt, som sådan nogen har for vane at gøre….


Men se så lige her hvad der er sket med priserne!!



Vi har fået så mange input nu, så vi tager den lige lidt med sindsro og balance, der kommer til at ske meget mere, når karnevalet sætter ind. 

Vi har haft lidt overskyet og blæst, men så mandag aften kom der bare den skønneste varme i den smukkeste milde nat, 22,5 grader, åh hvor dejligt at sidde på terrassen, vi kunne slet ikke gå i seng så dejligt var det, og det var den whisky/cola vi drak jo også, så det blev til flere af slagsen, kl. 3 gik vi i seng med det resultat, at vore hoveder var noget medtaget næste dag, men hvad. Så tirsdag blev en rigtig of-day.

Bjarne har for resten fået nyt navn, de har store problemer med at udtale Bjarnes navn så nu hedder han altså B.J. (Bee Jay).

Fredag fik vi nye genboere!! En hollandsk familie med to voksne og 8 børn i alderen fra ca. 4 år til 14 år. De er flyttet ind i 3 lejligheder der ikke ligger ved siden af hinanden. Barranco er nok Tenerifes mindst børnevenlige hotel, der er absolut ingen ting til børn udover svømmepølen. Så de morer sig med at låse hinanden ude, både på terrasse og altan. De synes det er sjovt, men det synes vi ikke. Her til middag (mandag) kom håndværkeren og hentede en totalt smadret badeværelsesdør, så lidt morskab har de da.

Fredag aften var der Canarien Folklore Show her i Las America. Der er et stort torv, hvor de har stillet lange borde op med smagsprøver af diverse canariske lækkerier honning, vin, kager, brød, og fine duge og håndlavede smykker, så er der stillet en fin scene op og musikerne og alle folkedanserne har flotte farvestrålende dragter på.




Det var rigtig flot at se på, og de canariske folkesange er meget iørefaldende, de sluttede af med en fællesdans og Bjarne blev budt op, det kom godt nok bag på ham for han sad og filmede da konen ville ha ham ud på dansegulvet, han troede han kunne slippe med nej den gik ikke, hun pegede på mig så kunne jeg overtage apparatet, det var en rigtig festlig og en skøn aften.


Så blev det endelig søndag, en dag vi har glædet os til, vi skal være sammen med de 7 småskøre englændere, som  har inviteret os til at komme med på en tur de altid tager til når de er på ferie  her.

Vi kørte i bus til en by der hedder Costa del Silencio, og turen derop var en smuk køretur med udsigt til bjerge, frodige bananplantager og Atlanterhavet. Vi skulle ned til en lille restaurant der ligger i forbindelse med et butikscenter, der var dejlig levende musik med fire forskellige solister og et dansegulv. 

Vi plantede os et rigtigt godt sted med sol vin øl og drinks, og vi fik rørt os på dansegulvet, herligt og festligt var det. På hjemturen blev vi enige om at spise sammen på en go restaurant, men så var vi altså også trætte og grydeklare vi to, men en go`nat drink på terrassen og lidt evaluering for dagen klarede vi og så go`nat-go`nat.



Teide / Masca



TEIDE
Det er vel ikke til at komme uden om Teide på Tenerife. Med sine 3.718 meters højde er vulkanen Teide Spaniens højeste punkt og absolut en oplevelse værd.
Faktisk er Teide stadig en aktiv vulkan, hvorfor der af og til er mindre jordrystelser her på Tenerife. I vinter perioden kan man opleve sne på toppen af Teide. Det er en sjov fornemmelse at stå ved kabelvognen i solskin og stå af 8 minutter senere i en snedrive. Fra toppen kan man på en god dag se samtlige af de kanariske øer, hvilket er et syn, der sjældent glemmes. En virkelig flot naturoplevelse.


Legenden fortæller at i skylaget på vejen op til Teides top, gemmer den berygtede Sjæletyv sig. Når du rejser igennem skyerne vil Sjæletyven i ly af de tætte skyer frarøve dig et lille bitte stykke af sjælen.
Det er ikke noget man opdager lige med det samme. Men når du rejser fra Tenerife, vil du langsomt have fornemmelsen af at du mangler noget. Dette er ifølge legenden grunden til at mange savner Tenerife og altid vil have et ønske om at vende tilbage en dag


DEN GLEMTE MASCA DAL
En lille glemt dal med svært tilgængelige veje, som er utroligt stejle. Kun små minibusser kan køre dertil. Vejene er nogle steder kun 2m brede.


Tidligere blev Masca Dalen brugt som tilflugtsted for pirater. Nu om dage er pirater vel et sjældent syn på disse breddegrader, men Masca naturlige skønhed er ikke dalet med årene.


Endnu en fantastisk flot natur oplevelse på Tenerife.