Powered By Blogger

onsdag den 12. december 2012

søndag den 9. december 2012

Hvorfor Tenerife??

Tenerife er meget mere end solfaktor og sandstrande. Tenerife er farverige kolonistilshuse og sirligt udskårne træbalkoner. Mellemamerikansk mañana-stemning i bananplantagen og landeveje, der snoer sig gennem vulkanland og laurbærurskov. Under havunderfladen er der trompetfisk, kortfinnede grindehvaler, rokker og kælne havskildpadder, og køkkenet spænder fra the full English breakfast til blæksprutter i str. S, M og L. Menukort på europæiske sprog er forbeholdt Tenerifes turistzoner langs øens sydvestkyst. På resten af øen skal de spanske gloser luftes, gerne med kanarisk dialekt.

Med sit tørre og solrige klima er Sydtenerife det ultimative charterhit blandt vinterdeprimerede og frostpinte nordboere. Mens Tenerifes nordkyst derimod er kendetegnet ved frodige bjergkamme, lavthængende skyer og hjemmebrændt vin til solide kanariske gryderetter. 

I den østlige spids ligger hovedbyen Santa Cruz de Tenerife og den historiske by, La Laguna, der blev udnævnt til bevaringsværdig kulturarv i 1999, og hvor man hurtigt bliver beamet tilbage til den spanske kolonotid. 

Midt på øen tårner samtlige kanariske øers stolte vartegn, vulkankæmpen Teide på 3718 m, sig op i nationalparken med samme navn. Vandreture, klatring eller stjernekiggeri – den afvekslende nationalpark kan nydes på flere måder og på alle tider af døgnet. 


Det er, som om flere verdener smelter sammen på Tenerife – og øen har også flere mikroklimaer. På en tilfældig forårsdag kan der være 26 grader ved stranden i syd, 14 grader i Esperanza-skoven og 3 grader for foden af Teide.
Tenerife er en del af Santa Cruz de Tenerife-provinsen, hvor hovedbyen har samme navn, til daglig blot Santa Cruz. Ud over Tenerife består provinsen af de mindre øer La Gomera, La Palma og El Hierro. 


Lige om lidt......
Så varer det ikke så længe.